Hvordan flytter man en tonstung tørvepresse? Man spørger blandt alle Mosebrugets frivillige og lokale virksomheder! Den gamle, røde tørvepresse, der vist nok ikke har været flyttet med siden den blev sat op på Stenvad Mosebrug i 1953, stod i vejen for Mosebrugets store ombygning. Der skal være vinduer i væggen lige bag pressens plads, så for at give arbejdsrum og passe ordentligt på den gamle maskine, valgte Stenvad Mosebrug at give den en rejse og en velfortjent ferie.
Pressen står nu på HSM i Grenaa. De har lovet at passe godt på den røde jernkæmpe og hjælpe med at give den rette behandling inden den vender hjem til Stenvad. Flytningen gik godt, men ikke uden grundige overvejelser, mange hænders fælles indsats og en uvurderlig ekspertviden.
Først skulle pressen løftes op på hjul. ”Rulleskøjter” bliver de kaldt, men de kan tage mere en bare vægten af en fartglad teenager. En gruppe af smede blev i samlet flok enige om, at maskinen nok mindst vejede mellem 10 og 12 tons, så det var det solide grej, der blev trukket op af værktøjskassen. Med donkrafter og træklodser, hiv og sving, kom kolossen på hjul. Det gjorde den dog kun marginalt mere mobil, så herefter måtte tørvehallens mægtige trækonstruktion holde for, mens pressen med trisser og taljer flyttede sig.
Centimeter for centimeter ved håndkraft. Da først maskinen havde fået smag for rejseriet, og den var kommet ud over det mest ujævne gulv, kunne hastigheden sættes op. Først med Jens’ folkevogn som trækæsel og derefter med Sørens minilæsser det sidste stykke. Efter 4½ times arbejde havde pressen for første gang i 72 år fået næsen ud i den friske luft.
Der blev pustet ud i frivilliggruppen, mens vi ventede på Jesper fra HSM, der snart kom med sin store kran. Her stod det ret hurtigt klart, at den røde skønhed havde pyntet lidt på vægten – den vejede noget mere end 10-12 tons. Nok snarere 15-20 tons, og selv om man må sige, at de mange kilo sidder godt, krævede det at lastbil og kran måtte omgruppere og angribe den massive stålkonstruktion på en anden måde. Men så var maskinen pludseligt luftbåren. Der opstod en stemning af ærbødighed og historisk tyngde som pressen løftede sig fra jorden – som om det var Stenvad Mosebrug selv, der lettede på vej mod at få indfriet sit store potentiale på ny.
Mens Jesper spændte pressen solidt fast på sin store hænger og vintersolen gik ned over en kold eftermiddag, gik frivillige og ansatte ind i tørvehallen til en velfortjent pause. Sikke endnu en god dag!