Som frivillig hjælper du med at udvikle og holde liv i vores fælles gamle fabrik. Mosebrugets frivillige er uundværlige!
Vores frivillige hjælper både med hverdagsopgaver, med forberedelse og afvikling af arrangementer, med at drive vores værksteder, give alle besøgende en god oplevelse med godt værtskab; at køre toget, formidle historien og sørge for at det grønne trives. Sammen gør vi det rart at være på Mosebruget, vi udvikler ideer og gennemfører nye tiltag.
HVAD KAN DU HJÆLPE MED?
Som frivillig kan du kan hjælpe med mange forskellige ting. Der er både små og store opgaver, tilbagevendende vagter og enkelt arrangementer. Vil du svinge proptrækkeren i baren eller malerpenslen på en af vores arbejdsdage? Køre tog? Forskønne, formidle eller forfærdeligt meget mere?
Mange af opgaverne er lige til, og kræver kun din lyst og dit gode humør. Andre opgaver kan være mere forpligtende, og kan også kræve specifik kompetence eller en intern oplæring, som f.eks. at køre vores tog. Vi hjælper hinanden og oplærer i køkkenhygiejne, togkørsel, receptionsbetjening, formidlingsaktiviteter, kassebetjening og hvad der ellers bliver brug for.
HVAD FORVENTER VI AF DE FRIVILLIGE?
Vi synes at en god frivilligkultur med et åbent og imødekommende miljø er meget vigtig. Det bliver du en del af, så det forventer vi også du bidrager til. Det er vigtigt for os, at alle oplever at være en del af et stærkt og bredt fællesskab.
HVAD KAN DU FORVENTE AF OS?
Den sidste tirsdag i hver måned holder vi Frivillig-café. Her kan du møde de andre frivillige, og sammen kan I koordinere næste arrangement, en kort briefing på hvad der er sket siden sidst og hvad der kommer til at ske i den nærmeste fremtid. Det går dog mest op i hygge. Og det er helt efter planen!
Vores frivilliggruppe på Facebook er en åben gruppe, hvor frivillige kan lave opslag, og hvor vi også skriver ud, når der er frivilligaktiviteter, hvis vi har brug for hjælp til hverdagsting, arrangementer eller andet.
Vi holder Nytårskur for og med frivillige – hvor vi spiser sammen og taler om året der gik og året der kommer.
Vi har en årlig fælles arbejds- og hyggedag i forsommeren En hel dag hvor vi hjælpes ad med at gøre udeområdet sommerlækkert og indbydende til brugere og gæster
Som noget nyt arbejder vi på en sensommertur for alle frivillige. Det bliver en tur ud i landet, en fælles kulturel og grøn oplevelse – kom gerne med ideer.
Intet Mosebrug uden frivillige – intet år uden frivilligfest. I november inviterer vi til en stor fest, hvor vi fejrer året, fællesskabet og frivilligheden.