Toget kører igen på smalsporbanen i Stenvad

Smilene er store på Stenvad Mosebrug. Leder Ikki Knudsen og resten af mosebrugerne har netop modtaget et stykke papir, de har vente på i godt to år: køretilladelsen til smalsporsbanen. ”Det er voldsomt vigtigt for vores attraktion, at vi nu endeligt igen kan køre vores gæster ud til mosen”, fortæller hun. ”Det er en stor del af vores sommer, og vi regner bestemt med, at det betyder flere gæster ind ad dørene på Mosebruget i 2025”.

Opgaven med at få godkendelsen har fyldt både kalender, printer og tanker igennem de seneste år – før kørte tørvetoget efter tilladelse fra politiet, men hører nu under Trafikstyrelsen. ”Vi kunne ikke forlænge dispensationen og fortsætte under politivedtægten”, fortæller Søren Ø. Madsen, der er sikkerhedsansvarlig på banen, ”Folkene fra Trafikstyrelsen har været meget hjælpsomme, flinke og rare, men det har alligevel givet en hel del mere papirarbejde end den forrige løsning”. Foran ham ligger en mappe med det samlede ”System for sikkerhedsstyring” ved Tørvebanen. ”Det er blevet et halvdigert værk”, fortæller den sporsatte historiker, ”Vi er gået fra 5 til 117 sider og jeg har lært udtryk som ”løbe om” og ”løbe ret igennem sporskifte” samt fået lavet et fast spormål, så vi nemt kan kontrollere, at sporene ligger som de skal” siger han med et skævt smil.

Også blandt de frivillige togfolk er der højt humør. Poul Nielsen, der har en fortid som lokofører på DSB’s store baner, glæder sig til endelig at få skinner under hjulene igen: ”Sidste sommer blev lidt en fuser. Vi havde jo regnet med at vi skulle køre med glade gæster hele sommerferien – men det fordobler jo bare forventningen til i år”, siger han.

”Toget er både vores spor til fortiden og vores forbindelse til Djurslands grønne bånd, til naturen og mosen og er på den måde en meget synlig del af vores virke”, siger Ikki og bliver suppleret af Søren: ”Banen giver en hel konkret linje fra mosen over Mosebruget og stationsbyen Stenvad og videre ud i den store verden med Gjerrildbanen”.

Folkene på Stenvad Mosebrug er ved at planlægge en åbningsfest der kan matche begivenhedens størrelse. Sporene skal dog forårsklargøres, lokomotiverne skal smøres og køres ind og vognene skal støves af – så togglade mosegæster må skrue en smule ned for dampen og køre forventning på et midlertidigt sidespor. Banen er først klar til at køre i maj.

Inden der kan køres, skal der uddannes flere frivillige togfolk: ”Vi opfordrer alle, der kunne synes det var sjovt, til at melde sig”, siger Ikki Knudsen. ”Vi kører altid to og to, og undgår helst, at man skal køre flere uger i træk”. ”Vi kan bruge alle der er over 18 år og bare ved nogenlunde helbred”, siger Søren med et smil, og fortsætter: ”Ring til mig på 41112057 eller skriv på soren@stenvadmosebrug.dk”.

Cookiesamtykkebanner fra Real Cookie Banner