Nye skud fra gamle rødder: Mosebruget bygger om

”Skal der så ikke være museum mere?”. Dette spørgsmål har ofte skåret sig gennem byggestøvet i de sidste par måneder, gerne fulgt af ”Men det er da sådan et dejligt sted”. De hurtige svar på de to spørgsmål er ”Jo, selvfølgelig” og ”Ja, men det bliver endnu bedre”. De lidt længere svar ser både fremad og bagud.

⁠Mosebruget har haft mange skikkelser – her den første udgave, der brændte i 1940

Det er historien siden 1917, der har skabt det nuværende Stenvad Mosebrug. Fra opførslen i 1917, skiftede det helt form efter en brand i 1940, hvor anden verdenskrigs mangel på brændsel gjorde tørvene til en særdeles god forretning og muliggjorde et meget hurtigt nybyggeri. I 1973 brændte Mosebruget igen, og denne gang slap den østlige del med nogle svedne bjælker – dem kan man se i bygningen den dag i dag.

Og her den, der blev spist af flammerne i 1973

I 1973 var der ikke samme rigdom i tørven, så fabrikken fik lov til at stå. I starten af 90’erne opstod ideen om et tørvemuseum i den gamle tørvelade, kombineret med ideen om et kulturhus, kunstudstillinger og arbejdende værksteder. Alt under samme hat: et beskæftigelsesprojekt i Nørre Djurs Kommune. Senere kom Mosebruget under Djurslands Museum og senere under Djursland for Fuld Damp – alle sammen har de sat deres præg og fået deres ideer på stedet. Gennem tiden har der altså været rigtigt mange hænder blandet ind i projektet. Skiftende behov har givet skiftende løsninger, gamle funktioner er forsvundet, uden at indretningen er gået samme vej. De godt 30 års glade gæster har også sat deres aftryk; visse steder er bygningen blevet noget træt og slidt. Det har i årene været svært at finde økonomien til det løbende vedligehold og det har løbende været nødvendigt med nogle hårde prioriteringer.

I 1990’erne blev museet indrettet

Hele tiden har den fantastiske bygning dog været ramme om en masse liv. Den har inspireret og tiltrukket en masse forskellige mennesker, der alle næsten instinktivt har kunnet mærke bygningens potentiale. Det skal den også kunne i fremtiden. Og gerne endnu mere. Vi skal kunne mødes på Mosebruget. Her skal den gode idé lande i frugtbar jord og både den skæve og skrå hjerne møde ligesindede i kreativitet, opfindsomhed, hygge og fællesskab.

Der er planer om at male træværket sort

Derfor bygger vi Tørvehallen om. Med respekt for historie og kulturarv.
Cafeen med indgangen til Mosebruget skal være et rum der samler og møder, det bliver stedets hjerte der samler folk og skaber forbindelse til de øvrige bygninger ud til det grønne og Tørvebanens spor. Et rum med mange muligheder hvor museumsgæsterne først møder Mosebruget, men hvor der også bliver åbnet op mod vest. Dermed bringes sporet og stedet ved engen mere ind i Mosebrugets helhed, der, hvor vi denne sommer har haft succes med musik- og madarrangementer med udsigt over ådalen.

Sådan ser fremtiden ud; kigget fra Cafeen ud over Ørum Å

Cafeen kan uden for sæsonen blive brugt af lokale grupper til møder, foredrag, fællesarrangementer – det er ikke vores fantasi, der sætter grænsen! Mod nord vil trække den fantastiske natur ind gennem nogle store vinduer på begge etager. Fra Tørvecafeen vil gæsterne kunne se direkte over på banedæmningen fra Gjerrildbanen, og vidste man det ikke forvejen, vil et besøg i museumsudstillingen understrege sammenhængen mellem mose, fabrik, by og bane.

Den nye facade mod nord

For – jo, der skal stadig være museum.
Arbejdet er allerede begyndt med indsamling, interviews, skanning af billeder og masser af bøger om tørv, om egnen og om moser. Selv om det er en rigtig god udstilling, der har været en fornøjelse af vise rundt i, kan man godt mærke, at den er 30 år gammel. På 30 år har meget ændret sig. Dengang kunne bedstefar fortælle om, hvordan det var at knokle i mosen. Nu er det langt fra alle, der ved hvad tørv er. Dengang gav et stykke tørv levende erindringer om en sur lugt fra kakkelovnen, om hård hud i hænderne og om lange, foroverbøjede sommerdage med møjsomt slid i tørvemosen. I dag skal mange have at vide, at det er tørv og ikke jord, de står med i hånden. Der er kommet meget større konkurrence om danskernes fritid, de kulturelle tilbud står i kø, og vi er som museum, mødested og kulturhus nødt til at forholde os til den nye virkelighed og forny os. Uden at miste vores rødder.
Der mange der tror på både projektet og på Stenvad Mosebrug. Realdania, Lokale- og Anlægsfonden og Norddjurs Kommune har givet penge til ombygningen, og vi mødes af stor velvillighed, når vi taler om de næste etaper.

Tørvehytten bliver også i fremtiden en del af mosebruget

Derfor kan vi bygge om, og derfor kan vi alle sammen blive ved med at arbejde, lege, lære, feste, drømme og mødes på Stenvad Mosebrug. Også i fremtiden.

Cookiesamtykkebanner fra Real Cookie Banner