Prisbelønnet arkitekt til Stenvad Mosebrug

Landsbyen Stenvad ligner mange andre landsbyer på Djursland. Opstået omkring Gjerrildbanen fordeler byen sig op ad bakken fra åen mod Ramten. Allervestligst finder den besøgende dog en bygning, der ikke falder ind i det sædvanlige. Stenvad Mosebrugs gamle industribygning byder indenfor i et højloftet lokale med fritliggende spær og masser af særlig stemning, Bygningen blev istandsat og indrettet som museum i starten af 1990’erne, og har siden været ramme for byens mærkedage, højtider, messer og historisk formidling til turister og lokale. De 30 år har dog også sat sine spor på bygningen, ligesom nye funktioner og krav har svært ved at finde plads i de gamle lokaler.

Foreningen, der står bag driften af Stenvad Mosebrug, har fået fondsstøtte til at føre stedet ind i en ny tid. Planerne er mange; der skal åbnes op ud mod ådalen, der skal skabes plads til mange flere forskellige aktiviteter og grundlag for en helt ny udstilling. Realdania, Bygge- og Anlægsfonden og Norddjurs Kommune har fundet midlerne og til at sikre at det ganske særlige rum ikke forsvinder i ombygningen, samarbejder Stenvad Mosebrug med arkitekt Claus Pryds. Claus har en udpræget fornemmelse for rum og materialer, hvilket gør ham til et oplagt valgt til dette projekt. Det er en travl mand, Mosebruget har entreret med; han har projekter i hele landet bag sig, fra det meget roste formidlingshus ”Zoolab” i Københavns Zoo over arbejde med transformation af ældre gårde på Langeland og Fyn. Senest har Claus Pryds vundet opgaven med at skabe det nye Statens Naturhistoriske Museum i København.

Han har vundet Dreyers Fonds Hæderspris i 2021 og Tømrerprisen i 2022 for materialearbejdet i netop Zoolab. Ud over sin stærke materialeforståelse har Claus også et fremragende blik for stedet og stedets iboende karakter og fortælling, et talent der kan udløse det fulde potentiale af Stenvad Mosebrugs placering på kanten af by og natur, historie og nutid.

Arbejdet med at transformere Stenvad Mosebrug er allerede i fuld gang og interesserede kan se de første skitseforslag på Mosebruget.

Cookiesamtykkebanner fra Real Cookie Banner