Book bord her: https://saporeum-1733043194.resos.com/booking
Pop-up restauranten Saporeum flytter for en stund ind i Mosebruget, og vil have Stenvad i december til at minde om Italiensk solskin
December og januar er normalt stille, mørke dage på Stenvad Mosebrug. Men ikke i år. I stedet bliver de højloftede rum fyldt med hygge, mad og italiensk varme, når restauranten Saporeum slår til lyd for det gode måltid på gryder, potter og pander. Men du skal skynde dig! Det er kun i december og januar, at du kan finde pop-up-restauranten under Mosebrugets mange spær.
Kvinden bag projektet er Corina Sobol, der med mange års erfaring fra restauranter i Italien nu erstatter Tiberbugten med Djurslands Nordkyst og i stedet binder forklædet på Djursland. Egentlig skulle hun have åbnet restaurant i Grenaa, men da det projekt blev forsinket, søgte hun efter et midlertidigt sted at udøve sin kogekunst. ”Jeg faldt pladask for stedet, omgivelserne og den historiske fortælling på Mosebruget”, fortæller Corina, ”Så jeg var mægtigt glad, da det vidste sig, at jeg kunne flytte min madlavning til Stenvad Mosebrug.
”Vi er meget glade for at kunne invitere Corina ind på Mosebruget”, fortæller Ikki Lyng, der er udviklingsleder på Stenvad Mosebrug. ”Vi ser os selv som et mødested – og hvad er bedre at mødes over en et godt måltid mad? Vi vil også gerne støtte det lokale initiativ og iværksætteri og det er også vigtigt, at så mange som muligt oplever mulighederne i vores fantastiske hus – og meget gerne med en masse indtryk udefra som inspiration. Sidst giver det også ekstra indtægt i de magre vintermåneder.”
Selv om italiensk mad og tørvebrug ikke umiddelbart rimer, kan der trækkes tråde til områdets historie – og til Danmarkshistorien. ”I Stenvads storhedstid var byen en smeltedigel med folk fra Polen, Tyskland, Sverige og England. Det ligger om jeg så må sige i byens DNA at tage imod indtryk udefra”, fortæller historiker på Stenvad Mosebrug, Søren Madsen. ”Forbindelser den anden vej er lidt mere problematiske: den romerske historiker Plinius den ældre var dog på besøg i tørvegravene, da han var langt nord på for 2000 år siden. Han var dog ikke videre imponeret over brugen af ”jord som brændsel”, vejret eller de lokale!”
Saporeum har dog heller ikke nordisk vintersul, varmet over tørv på menuen, men i stedet frisk pasta og autentiske, italienske retter.
”Jeg bruger både italienske og lokale, danske råvarer i mit køkken”, siger Corina, ”Og så laver jeg pastaen selv, så den er helt frisk når den kommer på bordene. Det er vigtigt for mig at servere autentisk, italiensk mad; enkelt og med fokus på råvarerne”. Det er vigtigt at man kommer for at få en oplevelse. Maden er i centrum, men samværet om bordet, roen i at være væk fra dagligdagen, kærligheden til det gode måltid og jagten på de bedste råvarer er alle vigtige. Det er dog et lidt andet sted, at det hele samler sig for Corina: ”Når jeg serverer min mad for folk, og jeg kan se at de glemmer tid og sted for et kort øjeblik, opslugt af smagen, duften og oplevelsen. Dér er min ægte passion”
Norddjurs borgere får altså en ekstra, velsmagende grund til at besøge Stenvad i december og januar når Saporeum serverer aftensmaden. Og navnet? Sapor betyder smag på italiensk, og eum er en endelse, der angiver sted – som i museum, der egentlig betyder et sted, dedikeret til muserne…
Saporeum åbner d. 6. december og har derefter åben hver dag fra 17-21.30 mod forudgående bordreservation. Se mere på: https://www.facebook.com/saporeum
Eller book på: