For at gennemføre et bredt udvalg af arrangementer har vi brug for frivillige, der har lyst til at hjælpe os – og for at gennemføre mange arrangementer, har vi brug for mange frivillige, det siger sig selv.
Frivillige til smalsporsbanen
Stenvad Mosebrug søger frivillige til at få mosebanen til at rulle til sommer. Kunne du tænke dig at være togfører? Vil du hellere passe signaler og hjælpe publikum ind i vognene – eller ligger din interesse i smedeværkstedet med vedligehold af lokomotiver og andet rullende materiel? Vi holder kørekursus onsdag d. 31. juni klokken 16.30 med mulighed for flere datoer efter behov (følg med på Facebook). Sæsonen begynder sidst i juni, der kan dog komme enkeltture allerede før. Turen ud mod mosen er ca. 2,5 kilometer lang, togene er gamle dieseltog som kræver lidt omsorg og vi kan køre med godt 40 passagerer.
Man skal selvfølgelig lære at køre toget – det kræver almindeligt kørekort – ligesom man skal lære sikkerhedsprocedurer og lignende.
Skriv til mosebruget på info@stenvadmosebrugscenter.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.
Andre opgaver
Du kan også være frivillig, hvis du f.eks.
- har lyst til give en hånd med ved forskellige begivenheder
- har lyst til at hjælpe udeholdet med at vedligeholde omgivelserne
- har lyst til at give en hånd med ved rengørings- og vedligeholdsdage på centret
- har lyst til at hjælpe med opstilling af inventar, telte og borde, så det passer til begivenhederne
- har lyst til at bidrage til liv i lokalsamfundet
Der er mange og andre opgaver, der skal løses og de alle er vigtige, så uanset om du kan hjælpe 2 gange eller 10 gange om året, så giv lyd fra dig og fortæl, hvad du vil bidrage med, så vi i fællesskab kan gøre Stenvad Mosebrug til det bedste sted at være, for når vi hjælpes ad, kan vi alt.
Hvad får du så ud af det, tænker du måske?
Du bliver en del af et fælleskab af mennesker, der alle brænder for kultur og Stenvad Mosebrug.
Vi hjælper hinanden med at holde liv i den gamle fabrik og i de tilstødende værksteder.
En gang om året afholdes der frivilligfest med lækker mad og drikke.
Til hverdag mødes vi jævnligt til en kop eftermiddagskaffe og hvor tit det skal være, beslutter vi i fællesskab.
Vi glæder os til at høre fra dig og kontaktinfo finder du på kontaktsiden.